Video- og billedeffekter
Effekter til brug med video kan også bruges til billeder, og omvendt. I dette afsnit beskrives mange effekter, der følger med Pinnacle Studio. Se producentens dokumentation for at få oplysninger om tilføjelseseffekter fra tredjeparter.
Sløring: Ved at tilføje sløring til din video opnår du et resultat, der minder om at filme ude af fokus. Effekten Sløring kan lægge en større eller mindre sløring i det vandrette eller lodrette plan på hele framen eller enhver rektangulær del af den. Du kan let sløre et begrænset udsnit, for eksempel en persons ansigt, ligesom du kender det fra TV-nyhederne.
Prægning: Denne specialiserede effekt simulerer udseendet af en præget skulptur eller en i basrelief. Styrken af effekten kontrolleres af skyderen Mængde.
Gammel film: Gamle film indeholder en række træk, som normalt opfattes som uønskede: Et grynet billede, som skyldes tidlige fotografiske fremkaldelsesprocesser, pletter og streger fra støv og fnuller, der hænger fast på filmen, samt tilbagevendende lodrette linjer der, hvor filmen er blevet ridset under fremvisning. Denne effekt giver dig mulighed for at simulere disse "skønhedsfejl" og derved give din film et antikt udseende.
Blødgør: Effekten Blødgør giver din video en blid sløring. Dette kan være praktisk til alt lige fra at tilføje en romantisk dis til at reducere rynker. En skyder kontrollerer styrken af denne effekt.
Facetslebet krystal: Denne effekt simulerer, at man ser videoen igennem en rude med glasstykker af forskellig størrelse og facon arrangeret i en mosaik. Med skydejusteringerne kan du kontrollere den gennemsnitlige størrelse på de mangeformede "felter" i billedet samt justere bredden på de mørke kanter mellem to felter fra nul (ingen kant) til den maksimale værdi.
2D Editor: Denne effekt kan bruges til at forstørre billedet og definere, hvilken del der skal vises, eller til at formindske billedet og eventuelt tilføje en ramme med skyggekant rundt om.
Jordskælv: Effekten Jordskælv i Pinnacle Studio ryster videobilledet for at simulere en seismisk begivenhed, hvis styrke du kan kontrollere med skydere for hastighed og intensitet.
Linsebrydning: Denne effekt simulerer det lysglimt, som man kan se, når direkte, kraftigt lys skaber ringe eller overeksponerede områder i et videobillede. Du kan indstille retning, størrelse og type for lyset.
Forstør: Med denne effekt kan du anvende et virtuelt forstørrelsesglas på et udvalgt udsnit af videobilledet. Du kan anbringe forstørrelsesglasset i tre dimensioner, dvs. vandret og lodret inden for videobilledet, og tættere på eller længere væk.
Bevægelsessløring: Denne effekt simulerer den sløring, der forekommer, når et kamera bevæges hurtigt under optagelse. Både vinklen og mængden af sløring kan indstilles.
Vanddråbe: Denne effekt simulerer en vanddråbe, som falder ned på en vandoverflade og derved skaber en række koncentriske cirkler, der bevæger sig udad.
Vandbølge: Denne effekt tilføjer en forvrængning, så det kommer til at virke, som om en række bølger glider hen over skærmen i takt med, at klippet afspilles. Parametre gør det muligt for dig at tilpasse bølgernes antal, afstand, retning og dybde.
Sort/hvid: Denne effekt fjerner nogle eller alle farveinformationer fra det oprindelige videomateriale, hvor resultatet går fra at være lettere farveløst (forudindstillingen "Afbleget") til helt monokromt ("Sort/hvid"). Skyderen Mængde kontrollerer effektens styrke.
Farvekorrigering: De fire skydere i parametervinduet for denne effekt kontrollerer farvelægningen af det pågældende klip, hvad angår:
• Lysstyrke: Lysintensitet.
• Kontrast: Området af lyse og mørke værdier.
• Farvetone: Lysets placering i spektret.
• Mætning: Mængden af ren farve, fra grå til fuldt mættet.
Farvekort: Denne effekt farver et billede ved at bruge farvepaletter eller farvekort. Gør dine optagelser stilfulde med fed farvebehandling, tilføj duoton og triton stilfarvelægning, eller lav redigerede overgange, der fanger øjet. Effekten kan bruges til alt lige fra finjustering af ensfarvede billeder til psykedeliske farveforvandlinger.
Inverter: På trods af navnet vender invertereffekten ikke visningen på hovedet. Det er snarere billedets farveværdier end selve billedet, der inverteres: Hver pixel genskabes i sin komplementære lysintensitet og/eller farve, hvilket skaber et let genkendeligt, men omfarvet billede.
Denne effekt bruger YCrCb-farvemodellen, som har en kanal til lystæthed (lysstyrkeinformation) og to kanaler til farvetæthed (farveinformation). YCrCb-modellen anvendes ofte i digitale videoapplikationer.
Belysning: Med værktøjet Belysning kan du korrigere og forbedre video, som er optaget under dårlige eller svage lysforhold. Det er især egnet til at afhjælpe udendørssekvenser med baggrundsbelysning, hvor emnets karakteristiske træk er i skygge.
Posteriser: Med denne Pinnacle Studio-effekt kan du kontrollere antallet af farver, som bliver anvendt til at opbygge hvert enkelt billede, lige fra den komplette palet og ned til to farver (sort og hvid) ved at trække skydejusteringen Mængde fra venstre mod højre. Områder med lignende farver løber sammen på større fladeområder, i takt med at farvepaletten indskrænkes.
RGB-farvebalance: RGB farvebalance har en dobbeltrolle i Pinnacle Studio. For det første kan du bruge den til at justere videoklip, som har en uønsket farvetone. For det andet giver den dig mulighed for at anvende en farveskævhed til at opnå en bestemt effekt. For eksempel kan en natscene ofte forbedres ved at tilsætte blåt og reducere den generelle lysstyrke en smule. Du kan endda få en scene optaget i dagslys til at ligne en natoptagelse.
Sepia: Denne Pinnacle Studio-effekt skaber et indtryk af et gammelt fotografi ved at gengive billedet i sepiatoner i stedet for i alle farver. Styrken af effekten kontrolleres af skyderen Mængde.
Hvidbalance: De fleste videokameraer har en indstilling af hvidbalancen, der automatisk kan justere farveindstillingerne i forhold til lysforholdene i omgivelserne. Hvis denne indstilling er deaktiveret eller ikke er fuldt effektiv, får det en negativ effekt på farvningen af videobilledet.
Med Hvidbalance-effekten kan dette problem rettes ved at give dig mulighed for at vælge, hvilken farve der skal betragtes som "hvid" i billedet. Derefter bliver alle pixels i billedet justeret, så de stemmer overens med den hvide referencefarve. Når referencefarven hvid er korrekt valgt, kan det få farverne til at se mere naturlige ud.
Effekter og stereoskopisk 3D
Nogle video- og billedeffekters funktioner er designet til 3D-medier. Nogle af de medfølgende effekter giver f.eks. mulighed for en stereoskopisk tilstand, som aktiveres af et afkrydsningsfelt i effektparametrene. Effekterne i gruppen Stereoskopisk gør det samtidigt muligt at ændre 3D-egenskaberne i materialet. Gruppen omfatter:
S3D Dybdekontrol: Denne effekt giver dig mulighed for at justere parallaksen i de stereoskopiske optagelser. Som standard vises effekten i standardtilstand, hvor en enkelt Dybde-skyder lader dig styre afvigelserne mellem venstre og højre frames, uanset om du vil korrigere eller matche kildemateriale, eller om det drejer sig om en speciel effekt.
Avanceret tilstand har separate kontrolgrupper, Skift og Zoom, med hver deres horisontaleog vertikale skyder. Skift-skydeknapperne lader dig vælge afvigelserne mellem venstre og højre frames, mens Zoom-skydeknapperne lader dig forstørre dem. Begge egenskaber kan styres uafhængigt af hinanden i de horisontale og vertikale dimensioner, men som standard er Zoom-billedforholdet låst. Klik på låseikonet for at justere den horisontale og vertikale zoom uafhængigt af hinanden.
S3D-øjevælger: Effekten Øjevælger findes i to varianter. Én for venstre øje og en anden for det højre. Den bruges til at forene videostreams fra venstre og højre øje på en 3D-tidslinje.
Et par klip i samme tidslinje (et for venstre øje og et andet for højre) kan kombineres til at danne stereoskopisk udkørsel ved at anvende øjevælgereffekten i det øverste klip.
Effekten kan også bruges til at udtrække enten venstre eller højre stream fra et 3D-klip ved at vælge Kilde som venstre øje eller højre øje og dirigere den til hvert øje ved hjælp af rullelisten Mapning.